top of page
Hotium-3.png

Hej

Her får du den korte version af vores historie:


Vi har valgt at udleve denne drøm, fordi vi oplever wellness og saunaverdenen som noget helt særligt, fyldt med varme, passion og fantastiske mennesker. Idéen begyndte at spire i 2023 og nu i 2025, er det lykkedes os at få de nødvendige tilladelser på plads.

Særligt svømmebadsbekendtgørelsen var en ny og kompleks størrelse for os, og det var også den del, der tog længst tid at komme i mål med. Nu håber vi, at faciliteterne kan stå klar i 2026.

​

Vi glæder os til at byde jer alle velkommen!

  • Facebook
  • Instagram

Vores Historie

Vores historie – den lange version

​

Selve projekt Hotium er startet i det helt små og har udviklet sig betydeligt undervejs. Mit navn er Mads. Jeg er gift med Stine, og sammen har vi to børn. Det hele begyndte egentlig, da Stine for nogle år siden startede til vinterbadning med nogle veninder i den lokale marina.

En dag fik hun overtalt mig til at tage med, på trods af at jeg ikke ligefrem er fan af iskoldt vand. Overmodig som jeg var, valgte jeg nærmest at springe på hovedet i den iskolde fjord. Det resulterede i en ret dårlig oplevelse … og dermed også i, at det blev min første og eneste gang som vinterbader i marinaen.

Men i 2021 prøvede Stine igen. Hun havde set et opslag om en saunabus ved Veddelev Camping, hvor man kunne deltage i saunagus og tage kolde dyp i fjorden. Og dér skete der noget. Kombinationen af varme og kulde havde en helt særlig effekt, og Daniel, som stod bag saunabussen, skabte en unik atmosfære. Vi blev stamgæster – og har vel egentlig været det lige siden.

Efterhånden voksede hele saunagus-verdenen på mig. Stine nød mest selve oplevelsen, mens jeg blev nysgerrig på det hele: gusmestrene, dufte, saunatyper og teknikker. Det var en ny verden, der åbnede sig.

I 2022 meldte vi os ind i et saunlaug i Kulhuse, hvor vi havde sommerhus. Det lød jo lækkert med en flydende sauna og det endte faktisk med jeg blev byggeleder på projektet. Sammen med en flok fantastiske frivillige og en arkitekt fra foreningen stod vi i 2024 med en virkelig lækker flydende sauna. Vi er stadig aktive medlemmer, og jeg er i dag både en del af gusmestergruppen og byggegruppen.

Men drømmen voksede. Efter næsten 30 år i byggebranchen kunne jeg mærke, at jeg var ved at være brugt på den front. Jeg gik og søgte efter en ny vej i livet. At blive byggerådgiver lå lige for, kurserne var taget, kontoret var klart.

Men samtidig begyndte en ny drøm at tage form. En drøm, som både jeg og Stine kunne se os selv i mange år frem. Og vi stod faktisk med en ejendom, hvor kombinationen af bolig og erhverv var mulig. Vi havde tidligere leget med tanken om et værksted eller bed & breakfast, men denne drøm føltes rigtig.

I 2023 tog vi de første små skridt, og i 2024 sendte vi en planmæssig forespørgsel til kommunen. Kort efter kom svaret: Det kan I godt. Så gik projekteringen for alvor i gang.

Vi startede med et relativt lille projekt, to fritstående saunaer, tre små kolde kar, et dampbad, et lille varmt bassin og en infrarød sauna. Vi nåede faktisk næsten til byggetilladelsen, men sagen skulle en tur forbi miljøafdelingen … og dér begyndte udfordringerne.

Svømmebadsbekendtgørelsen.
Den kendte vi ikke til og det viste sig hurtigt, at man ikke bare “lige” får godkendt bassiner og kolde kar til kommercielt brug. Reglerne er omfattende og tekniske og konklusionen var, at små kar stort set ikke kan godkendes i den type drift.

Det blev tydeligt, hvor omfattende kravene var og hvor stor en økonomi der skulle til, for at det overhovedet kunne lykkes. Mange dage gik med tvivl og overvejelser. Men drømmen forsvandt ikke.

I stedet opskalerede vi projektet: større bassiner, flere faciliteter og en samlet løsning, der faktisk kunne godkendes. Og det er netop det projekt, vi nu står med i dag, godkendt af alle relevante myndigheder.

Med alle tilladelser på plads håber vi at kunne åbne i 2026.
Og vi glæder os helt enormt til at byde jer velkommen til Hotium.

Kontakt

Læs venligst vores FAQ. samt Om afsnit inden du tager kontakt. Her finder du mange svar.

På forhånd tak.

+4523233900

bottom of page